Menu

U15 Dr: Vanskelig start for U15 Liga 2

image
21. august 2017 - kl. 12:51

Vanskelig start for U15 Liga 2

U15 drenge har henover sommeren fået ny træner i form af Thomas Thorsen, som overtager årgangens eneste hold; U15 Liga 2 efter Flemming Toftdal, som fortsætter i klubben som målmandstræner.

Efter to træningspas og et forældremøde, var første mission for træner og spillere; Vildbjerg Cup 2017. Desværre kunne der kun skrabes 12 spillere sammen fra årgangen, så der måtte hjælp til udefra, for at kunne tage af sted med en antalsmæssig ordentlig trup. 14 mand endte det med.
Disse 14 leverede en god turnering, hvor spillere og træner fik lært hinanden at kende, og spillerne fik mulighed for at vise sig frem. Faktisk gik det så godt, at drengene vandt bronze og blot tabte én enkelt kamp. En god begyndelse for både træner, spillere samt forældre – på trods af et historisk dårligt vejr til stævnet.

Herefter har fokusset lagt på træningsbanen, hvor der har været en god portion ting at tage fat i. Desværre er spillerantallet i årgangen ekstremt skrøbeligt i forhold til at kunne have en stor trup at træne med frem mod første turneringskamp d. 16/8. Antallet har lagt på 8-12 spillere, da årgangen har været ramt af sygdom og skader, samt spillere som ikke er dukket op til træning og ikke formår at melde afbud hver gang.

Dette har gjort forberedelsen frem mod turneringen alt andet end optimal. Samtidig vil der gå noget tid inden træner og spillere helt har vænnet sig til hinanden:
”Det er nogle gode drenge som jeg skal arbejde med, men som også skal have opbygget et bedre og stærkere miljø omkring træning og kampe. Hvis vi skal rykke os og have mulighed for at være med i U15 Liga 2, så skal intensiteten og fokus fra spillerne være højere, samt kravene til hinanden skal flyttes i vejret – det kommer til at tage tid” siger Thomas Thorsen.

Første turneringskamp – hjemme mod Jetsmark 16/8

Et lettere afbudsramt hold stillede til start i holdets første kamp i sæsonen hjemme mod Jetsmark. Nicklas Olsen (skadet i foden) og Elias Svinth (kyssesyge) som ellers var med til Vildbjerg, var ude af truppen. Det gav plads til Faisal Abdi og Ivar Salomonsson, som var tilbage på træningsbanen efter Vildbjerg. Derudover var Matti Hansen tilbage efter en lang skadesperiode. Dog kun med for at få 20-25 minutters spilletid, for ikke at belaste for meget. Dette betød at der kunne findes 13 spillere til sæsonens første kamp.

Truppen: Frederik Toftdal, Jonas Larsen, Jens Bak, Lukas Brix, Magnus Kappel, Benjamin Andersen, Tobias Nielsen, Markus Skaarup, Esben Amtoft, Faisal Abdi, Jakob Mejlsø, Ivar Salomonsson, Matti Hansen

Kampen startede tæt med begge hold tændte på at få alle 3 point med fra første kamp. Det var dog Thisted FC som kommer bedst fra start. Markus Skaarup finder flot Jakob Mejlsø i dybden, og han dribler nemt forbi målmanden og scorer til 1-0. Herefter kommer Jetsmark tilbage, og scorer både til 1-1 og 1-2 efter to standardsituationer, hvor TFC ser skidt ud. Et par simple indlæg, hvor drengene bliver for boldfikseret, og ikke følger deres mand til dørs.
Men kort inden pausen, hamrer Markus Skaarup flot bolden ind på frispark et par meter udenfor feltet til 2-2.
Efter pausen forblev resultatet 2-2 til slut, selvom der var muligheder i begge ender, til at ændre på det resultat, men hverken TFC eller Jetsmark, kunne gøre mere ved det.

Kampens spiller: Jens Bak

Målscorer: Jakob Mejlsø (1), Markus Skaarup (1)

Kampen forløb desværre ikke som TFC kunne have håbet på af flere årsager. 4 gule kort fik Thisted i kampen, som derfor måtte spille med 10 mand i 40 minutter + at Magnus Kappel måtte udgå efter 25 minutters spil med en skade i lægen. Thomas Thorsen sætter et par ord på den første kamp:

”Hvis man kigger på kampen ud fra at vi spiller med 10 mand i 40 minutter og på et tidspunkt i 2. halvleg spiller med vores angriber og centrale midtbane i midterforsvaret, så var resultatet ganske fint. Men jeg var frustreret over at drengene ikke var klogere til at fange dommerens linje, og ikke lade sig narre med på Jetsmark spillernes kommentarer. Samtidig bruger vi også alt for meget tid på at brokke os til hinanden, i stedet for at have fokus på spillet. Det er et hold som vi sagtens kan slå når alle er klar, så det er selvfølgelig frustrerende – og det kunne man også mærke på spillerne efter kampen.”

Anden turneringskamp – ude mod Aalborg KFUM 19/8

Hvis man følte at truppen var smal til første turneringskamp, så var det vand ved siden af det der skulle ske i kamp nr. 2 i sæsonen. Målmand Frederik Toftdal måtte se sig nødsaget til at melde afbud pga. problemer med låret, og da der ingen 2. målmand er i U15 og ingen U14’er eller U16’er kunne hjælpe, så var holdet tvunget til at smide en markspiller på mål. Og da en spiller så yderligere ikke dukker op lørdag morgen, da der skal køres mod Aalborg, så var det en tynd trup som skulle drage til KFUM efter point. Tilbage var Nicklas Olsen efter sin skade i foden, men ville formentlig ikke være i stand til at spille fuld tid, samt Jakob Mejlsø som fik sig en grim stempling på anklen i sidste kamp mod Jetmark, og havde været til fysioterapeut op til kampen.

Derfor var truppen kun på 12 mand.

Truppen: Nicklas Olsen, Jonas Larsen, Jens Bak, Lukas Brix, Magnus Kappel, Benjamin Andersen, Tobias Nielsen, Markus Skaarup, Esben Amtoft, Jakob Mejlsø, Ivar Salomonsson, Matti Hansen

Kampen startede med Thisted mest på bolden, som dog ikke formåede at opbygge spillet på den måde som var blevet arbejdet på og snakket om, op til kampen. Spillet foregik meget på midten af banen, men med KFUM med de farligste muligheder i kampens indledning. Men det skulle blive TFC som kom foran 0-1 på mål af Jakob Mejlsø. Ellers tilfaldt de største chancer KFUM i 1. halvleg, men Magnus Kappel som flot havde taget buret i dagens kamp, stod godt og parerede flot de skud som kom. Men lige inden pausen, udligner hjemmeholdet. Total passivitet i feltet, gør at en KFUM spiller nemt kan heade bolden i nettet. Generelt et TFC hold, som sad lidt for langt fra deres markeringer i første halvleg.

Efter pausen fungerede næsten intet for TFC. Spillet gik helt i stå, og det var svært at ramme hinanden 2-3 gange i træk, flere spillere ville tingene selv og forsvaret var helt i opløsning, hvor et par velspillende kanter fra KFUM gav TFC store udfordringer. Selvom TFC formår at score to gange i 2. halvleg, så taber TFC meget fortjent kampen 6-3, hvor mange spillere virkede opgivende og trætte på et alt for tidligt stadie i 2. halvleg. KFUM fik alt for meget plads til at spille, og det gjorde de meget fornuftigt og straffede et skidt spillende TFC hold.

Kampens spiller: Magnus Kappel

Målscorer: Jakob Mejlsø (1), Markus Skaarup (2)

”Det er vildt frustrerende at skal gå ind til en kamp i Liga 2 med kun 12 spillere og en markspiller på mål hele kampen og spillere som ikke er i stand til at spille en fuld kamp. Selvom vi vidste at KFUM er et hold vi skal slå og at holdet for et års tid siden slog dem stort i en træningskamp, så er forudsætningerne anderledes nu. Dog må det ikke blive en undskyldning, for viljen og spillet var langt under niveau, og det kræver enormt hårdt arbejde, hvis vi skal med i den sjove halvdel i denne sæson. Næste kamp er mod Hobro, som bankede KFUM 6-1, så vi skal have styr på nogle ting. Jeg håber på at vi snart kan få alle klar til træning og kamp, ellers kan det blive en svær sæson på mange måder.” Siger Thomas Thorsen.