Menu

STØT TFC - KØB STØTTEPAKKE

image
24. april 2020 kl. 13:15
Støtteindsamlingen er til hele TFC - fra de små mikrospillere og op til den øverste elite

Klubben har indtil videre modtaget 60.000 kroner i privat bidrag

THISTED: Fodboldklubber som TFC står midt i en kaotisk uafklaret situation under coronaen.

Siden 8. marts har baneanlægget ligget forladt hen.

Klublivet i det altid ekstra aktive forår er stillet på stand-by.

Det samme gælder imidlertid ikke udgifterne til at drive klubben - de er uforandrede. Der skal stadig betales regninger og nogle lønninger hver måned.

Nu beder Thisted FC om støtte.

En kontant hjælp til klub og forening. Det handler om opbakning til at komme intakt gennem corona-krisen, så Thisted FC er lige så god og aktiv en klub bagefter, lyder det nu fra formanden for Thys største fodboldklub, Brian Hangaard.

For udsigterne til aktiviteter er lange.

- Ingen ved hvornår bolden ruller igen og klublivet vender tilbage til noget der ligner normal. Derfor har vi nu sat en kampagne i søen for at skaffe penge til klubkassen. Men lige så meget for at klubben har brug for et skulderklap i en rigtig svær tid, fortæller Brian Hangaard og fortsætter:

- Vi har allerede fået 177 fine bidrag efter de første to uger vi har været i gang. Det er blevet til knapt 60.000 kroner. Opbakningen er superflot. Men vi håber da på endnu mere fra klubben medlemmer og støttere - for kampagnen fortsætter. Det er i den forbindelse meget vigtigt at slå fast, at denne støtteindsamling er til hele TFC - fra de små mikrospillere og op til den øverste elite. Slutbeløbet skal fordeles ligeligt, så de indsamlede kroner kommer alle klubbens over 700 medlemmer til gavn.

 

Brian Hangaard fortæller, at coronaen er en mavepuster til fodboldklubber som TFC.

- En ting er at vi er udfordret økonomisk. Det sportslige lider også. Hele flowet af spillere til klubben er jo effektivt afbrudt. Plus at spillerne skal selvtræne - det er klart at det er svært at få på samme niveau som sammen med kammeraterne på banen. Her i foråret skulle vi blandt andet have startet microfodbold op. Ligesom mange nye medlemmer plejer at melde sig ind i foråret for at spille bold i det gode vejr.

- Jeg kan frygte at det kan komme til at koste os medlemmer. Men alt er så uvist - vi ved ikke hvad konsekvensen af denne krise bliver for fodboldsporten. Omvendt kan vi også håbe på at nedlukningen af samfundet kan betyde at vi alle får et stort behov for at komme i gang, at det kommer boldklubberne til gavn. Men indtil da har vi brug for alt den hjælp vi kan få, og jeg opfordrer derfor alle der vil til at bakke op om TFC. På vore sider kan man finde de mange forskellige støttepakker fra 100 til 5000 kroner. Alle giver nogle fordele, siger han.

- Blandt andet er der gratis billetter til den første hjemmekamp for 2. divisionsholdet eller Kvindeligaen - det skulle gerne blive til en kæmpefest - for at fejre klubben og at coronaen er blæst af banen, siger Brian Hangaard.

- Men uanset de pakker man kan støtte med, så modtager vi alle former for kontante bidrag og de kan indbetales anonymt. Jeg garanterer at de ikke bare havner i eksempelvis elitens kasse, og at de kommer alle spillere til gavn, lille som stor, lyder det fra Thisted FC’s formand.

Støttekampagnen hos Thisted FC løber nogle uger endnu.


Alle former for beløb kan indbetales på MobilePay 87 95 10.


Foto: Ole Iversen (Thisted Posten)