Menu

Bestyrelsens beretning 2017

image
01. februar 2018 kl. 12:06

Bestyrelsens beretning 2017 

På bestyrelsens vegne vil jeg gerne byde velkommen til alle fremmødte. Jeg tror og håber på, at vi får en 
god generalforsamling. Gerne med mange spørgsmål, forslag og tilkendegivelser på at ville melde sig ind i 
kampen for at skabe et endnu bedre TFC. 

Jeg vil starte med det det sportslige tilbageblik i vores seniorafdeling. 

Damesenior: 
I Damesenior afdelingen er der ca. 40 spillere fordelt på 3 hold. l.division, Jyllandsserien og et 7 mands 
hold. 

l.divsion damer, der trænes af Torben Overgaard og Sanne Mortensen, har haft et forrygende efterår, hvor 
holdet sikrede sig retten til at spille kvalifikationsliga. Det er første gang i klubbens historie, at vi har et 
kvindehold der skal spille med om oprykning til 3F Ligaen. 

Vores 2.hold på damesiden er vendt tilbage igen til Jyllandsserien, efter en enkelt sæson i foråret i serie 1. 

Træneren for Jyllandsserien damer i 2018 er Martin Højlund. 

Vores sidste hold er et 7-mandshold på kortbane. Og undskyld nu. Det er de modne kvinder i klubben. 
Ikke desto mindre har de med Sanne Beith ved roret, gjort det helt fantastisk i efteråret, hvor de igen
endte som en suveræn nr. 1 er med maksimumpoint. 

Herresenior: 
Herresenior består af ca. 80 spillere fordelt på 4 hold. 1. division, Jyllandsserien, serie 3 og old boys. 

1. division sluttede som I alle nok ved på en flot andenplads i efteråret 3. point efter Vejle, og de skal nu i 
gang med et spændende forår. Det bliver meget spændende at følge foråret, og man kan kun håbe på, at 
der igen vil blive leveret flotte præstationer, så vi kan holde fast i placeringen i toppen. 

Trænerteamet for foråret 2018 består af Joakim Mattsson, Henning Pedersen & Henrik Larsen. 

Vores 1. hold på herresiden i Amatørafdelingen spillede i Jyllandsserien 1 i foråret, og i efteråret 2017 spillede 
de om at komme i Jyllandsserien 1 igen. Efteråret var svært på grund af en smal trup. Samtidig har 1. divisions 
succes og hårde program medvirket til mindre forstærkninger til Jyllandsserien. Derfor lykkedes det ikke at 
komme i Jyllandsserien 1, og de skal i foråret spille Jyllandsserien 2. 

Det er med glæde, at vi kan fortælle, at vi har forlænget med Mickey Berg & Peter Stephansen. 

Vores serie 4, der består af unge spillere under ledelse af Torben Kjær, Martin Pedersen &Morten Uhlig har 
spillet et flot efterår, hvor de sluttede på en suveræn 1. plads. Det resulterede i oprykning til serie 3. 
Tillykke til de unge fyre for den flotte præstation. 

Torben Kjær forsætter som træner for serie 3 sammen med Henning Zefting. 

Oldboys holdet har haft det svært i 2017, hvor de har haft svært ved at gennemføre alle kampe. Vi håber at 
vi i klubben kan komme til den gode opbakning, der har været der tidligere. Vi er i klubben glade for vores 
oldboyshold, da det er med til at fastholde tilknytningen af de lidt ældre spillere til klubben. 

Det er stadigvæk bestyrelsens holdning og ønske, at en klub af Thisted FCs størrelse på sigt kan mønstre 4-5 
seniorhold udover vores 1.division. 

Børne/ Ungdom: 
Vi har p.t. cirka godt 500 medlemmer i børne og ungdomsrækkerne, og ca. 650 medlemmer i hele klubben, 
hvilket gør os til en lille storklub. 

Vi har p.t. godt 70 tilmeldte hold i ungdomsrækkerne, når vi tæller FC Thypigernes hold med. 
Derfor er der også utroligt mange børn & unge fra U6 - U19 og forældre, der har deres gang på TFC hver 
eneste dag næsten hele året. 

Vi har rigtigt mange frivillige forældre der agerer som Børne og ungdomstrænere, uden dem ville dette ikke 
kunne lade sig gøre. Så en stor hjertelig tak til dem. Tak til dem der gør en indsats ved at sidde i udvalg, 
eller der er behjælpelige med at skabe arrangementer, der giver nødvendige penge til klubbens økonomi. 

Vi skal huske på, at det der gør det muligt at drive en så stor forening, først og fremmest skyldes vores mange medlemmer. 
Havde vi ikke så mange unge aktive unge mennesker, ville det ikke være muligt med det flotte setup vi har. 
Derfor er det utroligt vigtigt, at vi skaber en forening, hvor der er et tilbud til alle, og hvor det enkelte medlem 
føler sig velkommen og anerkendt. Det skal være sjovt at gå til fodbold, og det skal være et sted, hvor børnene 
kan opleve kammeratskab og fællesskab. 

Budskabet herfra er, at der vil og skal være plads til fodbold på alle niveauer. Der skal være plads til både elite 
og bredde fodbold, men det må aldrig være på bekostning af det ene fremfor det andet. 

Nu skal budskabet ikke opfattes som om Thisted FC ikke vil elitefodbold. Der skal også være plads til dem, 
der gerne vil mere med deres fodbold. Og med elitefodbold kan vi styrke talentudviklingen, og er vi dygtige 
nok til selv at udvikle egne spillere, vil det ikke i samme grad vil være nødvendigt at hente mange spillere udefra. 
Dermed kan vi bygge hold op omkring primært spillere fra Thisted og Thy. Dette kan også være med til at levere 
spillere af egen "avl" til vores bedste hold. 

Det vil selvfølgelig stadig være nødvendigt at forstærke vore U17 & U19 div hold med spillere udefra for at 
opnå tilfredsstillende sportsligt niveau. Vi skal stadig være områdets kraftcenter for talentudvikling, og de 
der vil prøve deres talent af i TFC skal være hjerteligt velkomne, men via egen drift hertil. 

Foreninger rundt omkring er pressede på grund af faldende medlemmer, og vi går en fremtid i møde med 
mindre årgange, så det er vores opgave at få en så stor en del af disse årgange ind i fodboldklubben. Vi skal 
derfor have et godt produkt at tilbyde børn og unge mennesker. Derfor er det vigtigt, at vi i klubben altid 
stræber efter at gøre det lidt bedre. 

For at udbrede fodboldinteressen for de yngste gik vi i 2015 med i SFO ordningen under Thisted Kommune, 
på Tingstrup Skole - Ro lighedsskolen - Østre skole. Igen i 2018 deltager vi i denne ordning. Ordningen går 
ud på at børnene i deres tid i SFOen om eftermiddagen får et tilbud om at prøve kræfter med fodbolden. 
Her stiller vi ungledere fra Thisted FC til rådighed. Vi deltager i ordningen, fordi vi som ansvarlig forening 
ønsker at støtte op om, at børn får mulighed for at tage aktiv del i dansk foreningsliv. Så håber vi 
selvfølgelig på at så mange børn som muligt kan få smag for at spille fodbold. Dette skulle så helst 
udmønte sig i flere medlemmer på Lerpytter på længere sigt. 

For at drive vores mange ungdomshold, kræves der en del trænere. Dem har vi indimellem meget svært 
ved at finde til vores breddehold, og det er ærgerligt, da vi mister spillere på den konto. 

Vi vil gøre, hvad vi kan fremover for at sætte mere fokus på dette område. Vi skal være bedre til at 
rekruttere trænere i egne rækker, og gøre det attraktivt at være såvel spiller som træner. Her vil vi gerne 
opfordre især de unge til at træde frem, da Thisted FC meget gerne vil deltage i uddannelsen af trænere. 
Selvfølgelig ud fra at det skal komme begge parter til gavn. 

FC Thy Piger: 
Samarbejdet, FC Thy Piger, som vi i 2014 indgik med KHIF - NORS - NORDTHY om pigeholdende fra U13- U18. 
Et samarbejdet der siden blevet udvidet med Frøstrup Hannæs og Skyum, har vist sig at være det helt rigtige. 
Det er også blevet bemærket i fodbold Danmark, hvilket bl.a. resultererede i Danskernes Idrætspris 2017 ved 
Sport 2017 i Boxen i Herning. Virkelig godt gået. 

Der skal endnu en gang lyde en stor ros til udvalget, der består af pigefodbold interesserede fra alle klubber. 
Det er et imponerende arbejde i har leveret. 

FCM samarbejdet: 
FCM samarbejdet, som vi indledte i 2014, har nu løbet i mere end 4 sæsoner, og medio 2015 blev samarbejdet udvidet. 
Thisted FC blev i juli 2015 FCM Licensklub. 

Træningen i FCM regi er med til højne det samlede træningsniveau for drengene, der deltager. 
Forhåbentligt skulle det gerne få en positiv effekt over tid på niveauet for vores spillere. Samtidigt er træningen 
med til at give inspiration til andre trænere. 

Der er tale om et godt samarbejde for begge parter, og vi er glade for at være en del af FCM. Der skal lyde 
en tak til FC Midtjylland for det gode samarbejde. 

Klubben / organisation:
Det organisatoriske arbejder bestyrelsen stadigvæk på løbende på at forbedre, og vi oplevede desværre i 2017, 
at der var plads til forbedringer i klubben. En af årsagerne hertil var manglende tid hos den daværende ungdomsformand. 

Derfor tilknyttede vi i efteråret 2017 Morten Madsen fra DBU som DBU Børne- og ungdomskonsulent. 
Aftalen lød i efteråret på nogle få timer, men det har fungeret så godt, at vi for 2018 har ansat Morten i 
en deltidsstilling. Det er meningen, at Morten skal udføre en del af de sportslige opgaver, som vores tidligere ungdomsformand udførte. 

Derfor vil vi i 2018 forsøge at inddrage vores UU udvalg endnu mere. I UU sidder der flere dygtige personer, 
der gerne vil bidrage til klubben. Der skal lyde en særskilt tak til medlemmerne, der sidder der i dag. 
Samtidig skal der lyde en opfordring til at flere vil træde ind i vores ungdomsudvalg. 

For yderligere at styrke organisationen, skal vi i bestyrelsen forsøge endnu mere at få synliggjort de arbejdsopgaver 
der er i klubben. Bl.a. hvor der mangler ressourcer, og hvor mange timer det kræver, hvis frivillige vil byde ind. 
Det er vi ikke nået i mål med i 2017. 

Bestyrelsen vil igen gerne opfordre forældre, interessenter i Thisted FC til at byde endnu mere ind med frivilligt arbejde. 
Vi er kun et telefonopkald væk. At drive en så stor forening som Thisted FC kræver rigtig mange frivillige kræfter. 
Dem har vi mange af, men vi kunne sagtens bruge flere. Derfor opfordrer vi endnu flere til at byde ind, når vi spørger om hjælp. 

Et er sikkert og vist. De fleste foreninger bløder, når man taler om antallet af frivillige hænder. 
Lad dette være en opfordring til alle om at melde ind med frivilligt arbejde i TFC. En stor opfordring til alle jer, 
der sidder her til denne generalforsamling. Kan du byde ind med nogle få timer? Eller måske kan din nabo, 
hvis du spørger ham/hende. Jo flere vi er til at hjælpe, jo mindre tid kræves der af den enkelte. 

Samarbejdet med TFC elite har været upåklageligt i 2017, og bestyrelsen vil især gerne rose eliten for at der 
er blevet mere dialog imellem os. Vi skal have endnu mere dialog imellem os, og det er jeg også sikker på at vi får. 
Vigtigheden af at TFC er EN KLUB og ikke 2 halvdele kan ikke fremhæves nok. 

Økonomi:
Økonomien har tidligere været et stort punkt på dagsordenen for vores bestyrelse. Det er heldigvis lykkedes 
klubben at få vendt de økonomiske udfordringer fra tidligere år. Dermed ikke sagt, at der ikke stadigvæk skal 
kæmpes for at økonomien hænger sammen. Udfordringerne er bare ikke så store, som de var for nogle år siden. 

Vi kan dermed konkludere, at de beslutninger om at slanke udgifterne var de rigtige. 

At vi ikke har en håbløs økonomi længere, hvilket er med til at bestyrelsen nu kan få mere tid til at fokusere 
på det sportslige. Det er noget vi har set frem til længe. Nu skal vi bare huske ikke at hvile på laurbladene. 

Vi gik ud af 2016 med et resultat på ca. kr. 330.727 efter afdrag til kreditforeningen. Det var en forbedring i 
forhold til 2015, hvor vi til sammenligning leverede et resultat kr. 133.632. 

Igen i 2017 har vi leveret et pænt resultat, og det vil I høre mere om ved gennemgang af regnskabet. 

Selvom vi igen kommer med et godt regnskab, vil jeg benytte lejligheden til at opfordre jer til præge og påvirke jeres kontakter. 
Det er ofte nemmere at finde nye frivillige og sponsorer, når det kommer fra personer man kender. 
Derfor appellerer jeg til, at alle på den ene eller anden måde er ambassadører for Thisted FC. 

Der er mange muligheder for at bidrage eller give et sponsorat. Tryk på spilletøj, bandereklamer på 
opvisningsbanen og bane 1, passivt medlemskab m.m .. Vi håber at vores "venner" af huset kan hjælpe 
med at lokke flere sponsorer til. 

Vi vil fra bestyrelsens side gerne takke vores 2 hovedsponsorer Sparekassen Thy og Thisted Forsikring samt 
alle vores andre sponsorer- frivillige - spillere - trænere - forældre - ansatte for jeres indsats i 2017. 

Jeg kan ikke takke jer nok gange, for uden jer var der ingen klub. Især alle de frivillige der hvert år enten arrangerer eller hjælper til arrangementer som julebal, cykelsponsorløb, En Forårsdag i Thy, Thisted Bryghus generalforsamling og meget mere. Det er så vigtigt. 

Jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke mine bestyrelseskollegaer for det forgangne år. 
Tak for jeres indsats i 2017. 
I kan godt give jer selv et klap på skulderen for den indsats I har leveret i 2017. Jeg synes vi har gjort det fornuftigt, 
og jeg er sikker på, at vi i den kommende bestyrelse nok skal nå endnu længere. Tak for kampen. 

Med disse ord slutter jeg bestyrelsens beretning. 

Thisted, den 30/1-2018 
Formand Thisted FC Amatørafdeling

Brian Hangaard